tirsdag den 29. januar 2013

Kylling i genial garniture

Herhjemme er vi rigtig gode til madplaner - jeg vil faktisk gå så vidt som at sige, at vi er fantastisk gode til madplaner! Hvad vi er knap så gode til er at få LAVET madplanerne - og når vi ikke har fået lavet dem, så kan det godt blive lidt meget af det samme... Især når overskuddet ikke er der! Men i denne uge har vi altså madplan! Jep! Det gik super godt i går! Glemte fuldstændigt at tage billeder - så næste gang vi laver de her Bloody Mary-burgere fra en af mine mange kogebøger, så husker jeg billederne og så lægger jeg det herind!
I dag blev vi dog så nødt til at lave en lille ændring, da vi skulle have haft fisk - friske fisk fra fiskehandleren (som så er rullende butik, der kun kommer om tirsdagen!), men da Sputnikken jo er blevet angrebet af betændelse var vi i dag hjemme - og når mor er hjemme på barnets sygedag, så køber hun altså ikke fisk! Så jeg ledte lidt og fik lidt inspiration fra FoodFanatics (så lækre opskrifter altså!) Krydrede kyllingefileter med champignon, peberfrugt og rødløg! Jeg havde nemlig bestemt mig for at vi skulle have kylling i dag, på pande og at det der skulle bruges var i mit køkken! Så mor her i gang med at skabe overblik og så afsted!

Det blev super lækkert! Normalt har vi ikke lige pande på bordet - men blev jo lige nødt til at flashe min "alt mulig"-pande og maden var så lækker, at manden slet ikke havde noget imod mit køb! Vi fik forresten en frisk salat til i dag - men ingen pasta, ris eller kartofler!

Der var til tre mennesker i dag og min frokost i morgen - hele måltidet lagt sammen!

Ingredienser
  • 1 glas champignon
  • 2 fed hvidløg
  • 2 tsk olie
  • 300 g. kyllingefileter
  • 1 tsk paprika
  • 1 tsk karry
  • 5 runder chilikværn (dem man selv kværner direkte fra glasset)
  • ½ tsk. peber
  • 1 tsk. salt
  • 1 stk. løg
  • 2 store røde snackpeber
  • 1 dl vand
Tilbehør: En frisk salat!

Vejledning
  1. Hæld paprika, karry, chili, salt og peber i en pose og ryst posen godt.
  2. Læg kyllingen i posen og ryst posen godt - lad den nu stå og tage smag til du når til punkt 8.
  3. Sæt gryden på max (herhjemme svarer det til 6) og tøm champignonglasset for væske.
  4. Steg champignon på den tørre pande (!).
  5. Hak hvidløgene (ikke i ministykker, men i fine små stykker)
  6. Hæld 1 tsk. olie på panden og hæld hvidløgene ned i olien. Lad det stege mens du arbejder videre!
  7. Hak løget og steg det i panden - tilsæt evt. den sidste olie.
  8. Tag kyllingen ud af posen og læg dem så de danner midten af panden (vi havde tre stykker, så det gav en fin trekant) - lad det stege!
  9. Skær peberfrugterne i tern og tjek kyllingerne!
  10. Har kyllingerne en skøn farve, så vend dem om!
  11. Lad det stege i 5 minutters tid og tilsæt peberfrugterne.
  12. Efter et par minutter tilsættes vandet og lad det så stå i 15 minutters tid.

Det færdige resultat


Kyllingen blev super saftig og pandens indhold var generelt super godt - væsken var guld! Denne ret skal absolut laves igen - vi var vilde med den, og med den friske salat manglede vi intet! SUPER aftensmad!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...