lørdag den 6. april 2013

Stegt kylling i CCPH-marinade

Efter endnu en lockout-dag havde vi i går rigtig meget lyst til kyllingfilet stegt i smør på panden - det lyder måske lidt plat, men vi havde bare rigtig lyst til hyggemad! Men da jeg glemte at bestille kylling sidste gang ved Gris og ko... Ja, så går der lidt tid før vi har kyllingfileter igen! Men når nu lysten er der!

Så da jeg på gåben hentede Sputnikken i vuggestuen (ja, han er i vuggestue nogle af de her dage - men han kommer senere - og bliver hentet til normal tid, da vi henter tidligt.) handlede vi på vejen hjem. Han elsker at handle ind og han er super sej til det - ikke den mindste smule umulig! Det man så skal huske, når man nu vælger at handle ind med barnevogn... Det er at der er ikke uendeligt meget plads - især ikke når mor har stor taske med og Sputnikken skulle have sin taske med alt med hjem fra vuggestue... - og når mor så oven i købet skal købe sådan noget som toiletpapir... I ved... De der store med 8 stykker i en pakke...! Jeg fik købt kylling, toiletpapir og meget mere - alt for meget mere... MEN! Efter lidt arbejde fik jeg plads til det hele og så gik turen hjem! Vi hygger når vi går, så ren kvalitetstid!

Til aftensmad bestemte jeg mig for, at kyllingen skulle hygge sig lidt i nogle krydderier - også kaldt at den lå i marinaden i over en time og tog smag. Der er så lidt arbejde i det, men hold da helt fast hvor føles det godt! Vi fik desuden kogte kartofler, dip/dressing/kold sovs (kald det hvad du vil) og så den der panzanella-salat... Den får I dog ikke opskriften på, da den ærlig talt ikke var værd at lave igen! Kyllingen blev til gengæld rigtig fin og resten ligger nu i fryseren - så er den klar til at komme i en sandwich!

Ingredienser
  • 600 g. kyllingefileter
  • 1-2 spsk. olie
  • 1 tsk. stødt chili (manden synes dog den godt kunne have haft lidt mere)
  • 3 tsk. citronsaft
  • 1 spsk. brun farin
  • 1 fed hvidløg
  • 2 tsk. paprika
  • Salt (over kyllingerne på panden og altså IKKE i posen!)

Vejledning
  1. Bland olie, chili, citronsaft, brun farin, hakket hvidløg og paprika i en pose og ryst godt sammen.
  2. Hæld alt kylling i posen og ryst den godt, så marinaden fordeles over det hele
  3. Lad posen stå i mindst 1 time.
  4. Smelt lidt smør på panden og hæld kyllingerne på panden.
  5. Lad kyllingen stege på panden og drys salt over kyllingerne.
  6. Vend kyllingestykkerne og drys salt over kyllingerne.
  7. Lad det evt. hygge sig lidt på panden så det tager farve, men pas på ikke at overdrive!

Det færdige resultat


Kyllingen var sindsyg lækker - rigtig saftig og lige som det skal være! Skal så absolut laves igen - når vi har købt hos Gris og ko igen... Det andet er lige lovlig dyr!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...