mandag den 12. februar 2018

Fastelavnsboller - lækre, fyldt med smag og børnevenlige!

Jeg har haft det med fastelavnsboller, som jeg havde det med boller... Jeg havde en dyb æresfrygt for at lave dem og havde egentlig bestemt mig for, at der var slet ikke nogen grund til at forsøge for så at ende med en bageplade fyldt med revnede ødelagde fastelavnsboller, hvor der var et rent kaos flydende rundt på pladen af fyld.. SPILD AF TID OG PENGE!

Men så sker der jo så det, som der ofte sker... Sputnikken kom en dag og spurgte, om vi ikke skulle bage sådan en portion... Han argumenterede med, at det jo snart var fastelavn, at jeg havde lovet alligevel at bage et eller andet til mine kollegaer og at det ville være SÅ HYGGELIGT at lave sammen... Så... Hvad gør man så? Jo, man undersøger en masse blogs - og hvis man er mig, så ender man ud med en blandingsfastelavnsbolle. Jeg har ladet mig inspirerer af den duftende fastelavnsboller fra Valdemarsro, hvor DEJEN også indeholder krydderier samt den lidt nemmere dej og creme fra Kinna. Jeg ønskede mig nemlig en dej, som smagte vanvittig godt, så hvis nu at de alle sammen revnede, så var smagsoplevelsen da stadig noget værd. Samtidig ønskede jeg mig et fyld, som kunne lidt forskelligt, men som stadig ikke blev for meget! Derfor var jeg lidt varm på Valdemarsros tanke med at bruge remonce, men jeg har bare brugt den remonceopskrift, som jeg normalt bruger til mine kanelsnegle. Jeg havde rigtigt meget æresfrygt overfor at lave en vaniljecreme fra bunden, og forventede ærlig talt, at det gik helt galt, så den første store jubeldans kom, da den creme var færdig! Den blev helt vild god og det var altså ganske nemt, selvom det tager tid! (Og jeg turde ikke skrue for højt op for varmen...)

Det næste var så pynten... Jeg er ikke særlig glad for glasur (hvilket mine opskrifter vist også bære præg af), til gengæld er jeg ret glad for chokolade! Sputnikken og jeg blev også enig om, at vi skulle gå all in på pynt og at det skulle være farvestrålende. Da vi altid har M&Ms liggende til bestikkelse, var vi enige om at det måtte være farvestrålende nok! Så var det så bare, at han kom til at se at vi jo havde frysetørret hindbær og guldstøv i skabet... Så... Tja... PÅ MED DET! You only live once, right?

Det er vigtig, at man sætter godt tid af til selve samlingen af bollen, da det faktisk er det sted, hvor man kan ødelægge det hele. Så lige der, skal man sørge for at dejen ikke er for tynd og at man får lukket dem ordentlig - til gengæld kan man så stå med en masse fine boller, som ikke går i stykker! (Ud af 32 havde jeg 3, som revnede, men ingen hvor samlingen gik i stykker)

Et lille tip: Det tager jo lidt tid at lave, så hvis nu man som mig ender med at skulle lave det til en masse fastelavnsudklædte børn til skolen, så kan man altså sagtens lave remonce og creme aftenen før at du laver fastelavnsbollerne. Så er det nemlig bare at lave dejen, lade den hæve, rulle ud og fylde i, hæve, bage og pynte... (det lød egentlig af meget, men er altså ret overskueligt!)

Ingredienser - 32 stk.:

Dejen

  • 250 g smør
  • 7 dl mælk
  • 2 pk. Gær
  • 7 spsk sukker
  • 7 tsk vaniljesukker
  • 2 tsk salt
  • 2 tsk kardemomme
  • 1-1,5 kg mel

Vaniljecreme

  • 6 dl mælk
  • 4 æg
  • 6 spsk sukker
  • 3 spsk vaniljesukker
  • 4 spsk maizena

Remoncen

  • 250 g marcipan
  • 250 g brun farin
  • 250 g smør
  • 2 tsk kanel
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 2 tsk kardemomme

Pynt

  • Mælkechokolade
  • M&M-chokolade
  • Frysetørret hindbær
  • Guldstøv

Vejledning:

  1. Start med at lave cremen.
    1. Hæld mælken i en gryde og lad det stille varme op (ikke for varm), mens du blander resten sammen i en skål ved siden af. Jeg bruger middelvarme.
    2. Hæld æggemassen i gryden med mælk og rør godt rundt i det. 
    3. Hold godt øje med det og rører tit rundt.
    4. Efter 15-25 minutter begynder den at blive tyk og cremet.
    5. Når du synes at den har den rette - lidt tykke - konsistens med små toppe på, sætter du den på køl.
  2. Så går vi igang med dejen.
    1. Start med at smelte smørret i en stor gryde.
    2. Tilsæt 4 dl af mælken i gryden og rør rundt
    3. Når det er ca. 34-36 grader varmt (lillefingervarm) smuldrer du gæret i og fjerner gryden fra varmen, mens du rører rundt, så gæret opløses.
    4. Tilsæt resten af mælken, sukker, vaniljesukker, salt og kardemomme i gryden, mens du rører rundt.
    5. Tilsæt nu ca. 500 g. Mel i gryden, mens du rører rundt.
    6. Tilsæt stille og roligt mere mel, mens du rører rundt. 
    7. Når ca 1 kg mel er røret i dejen, lægger du mel på bordet og hælder den meget klistrede dej ud på bordet og så skal der ÆLTES.
    8. Dejen er nem at arbejde med og når den blive dejlig blød, men stadig lidt klistreret, så skal den stilles til hævning i mindst 1 time.
  3. Mens dejen hæver, går vi igang med remoncen.
    1. Hæld alle ingredienser; marcipan, brun farin, smør, kanel, vaniljesukker og kardemomme, i en skål og pisk det godt sammen med elpiskeren. Massen skal være ensartet, men pas på ikke at overpiske det.
    2. Lad det stå, så det er klar til når vi samler fastelavnsbollerne.
  4. Så er alle delelementerne klar; nu skal vi forme!
    1. Start med at delen dejen op i 4 ca lige store dele.
    2. Rul dejen ud, så hvert stykke er 60 cm langt og 30 cm bred. Det her er faktisk det sværeste! For dejen må ikke blive for tynd, da det gør dem skrøbelige, når de bages!
    3. “Skær” dejen, så man får 8 firkanter, som er ca. 15x 15 cm.
    4. Fyld 1 spsk. Vaniljecreme og 1 spsk. Remonce på midten af hvert stykke.
    5. Så folder man de fire hjørner ind og presser dem sammen - det er her at det er vigtig, at dejen er lidt klistret, og så er det til gengæld ret nemt.
    6. Nu folder man de “nye” 4 hjørner sammen og NIPPER dejen, så bollen faktisk mister de synlige samlinger. (Jeg foreslår, at man lige kigger på Valdemarsros youtube-video.... Der viser hun hvordan man gør)
    7. Sæt bollerne til hævning i 1 time
  5. Stil ovnen på 175 grader og bag bollerne i ca. 10-15 minutter (alt efter ovn)
  6. Lad bollerne køle inden du pynter dem. Vi pyntede dem med smeltet mælkechokolade, M&Ms,  frysetørret hindbær og guldstøv. 

Det færdige resultat


De smagte simpelthen fantastisk og jeg har totaloptur over at det lykkes. Det eneste der koksede var, når jeg ved udrulningen fik gjort dejen for tynd - og alligevel gik kun 3 fastelavnsboller i stykker - og det gjorde ikke engang noget, da dejen og det resterende fyld stadig gjorde bollen til en lækker mundfuld! Opskriften blev godkendt af Hr X og begge børn samt en hel indskolingsklasse og vores kollegaere, så den skal helt sikkert laves igen!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...