torsdag den 31. oktober 2013

Lækker luftig og svampet chokoladekage med lemoncurd og chokoladeganache

Sidste gang præsenterede jeg jo den lækre Lemoncurd... - og noget med at jeg havde brugt den til et eller andet...

Må jeg præsenterer:
Min lækre luftige og svampede chokoladekage
med lemoncurd og chokoladeganache
 
Jeps... Jeg har bagt chokoladekage, og hvordan fandt jeg lige på den kombi? Jo... Jeg drømte at jeg bagte en chokoladekage med lemoncurd og chokoladeganache på toppen! Det var det første jeg tænkte på da jeg vågnede - og så er der altså ikke noget at gøre! Man bliver simpelthen nødt til at bage sådan en kage, når man ligefrem drømmer om den. Jeg var dog meget spændt - for kan man nu lige bage en kage og så proppe CITRON på? Det er i alt fald ikke noget jeg har set eller prøvet før!

Mennn.. Nu var ideen der altså - og så var det i gang!


Kagedejen tog egentlig udgangspunkt i mine dejlige muffins og så har jeg leget lidt med hvad jeg havde i skabet! Bl.a. sirup (for at give modspil til citronsaften i min lemoncurd - og så slettede jeg citronsaften fra min muffinsopskrift)!

Ingredienser

Vådt

  • 150 g sukker
  • 2 æg
  • 1 dl mælk
  • 1,5 dl olie
  • ½ dl creme fraice
  • 3 tsk vaniljesukker
  • 2-3 spsk lys sirup

Tørt

  • 175 g mel
  • 4 tsk. bagepulver
  • 3-4 spsk. kakao
  • ½ tsk fint salt

Topping

  • Lemoncurd
  • Chokoladeganache (300 g mørk/lys chokolade smeltes sammen med 150 g smør og 1 dl fløde)

Vejledning

  1. Pisk de våde ingredienser godt sammen i en skål
  2. Pisk de tørre ingredienser godt sammen i en skål
  3. Hæld den tørre blanding i den våde og vend det hurtigt sammen - kort er godt! (men skal stdig gøres ordentligt!)
  4. Fordel dejen i en fad med bagepapir
  5. Bag i ovnen på 180 grader i ca. 20 minutter.
  6. Stil til afkøling mens du laver din lemoncurd og chokoladeganache - er den lavet så spring til næste punkt!
  7. Fordel din lemoncurd over chokoladekagen - den må gerne være lun, så den sætter sig hurtigt, men alligevel er nem at fordele!
  8. Sæt kagen til køl!
  9. Når din lemoncurd har sat sig lidt (lidt størknet) fordeles cgokoladeganachen over.

Det færdige resultat

Billederne er taget efter 5 minutter i køleskabet..
Det smagte simpelthen forrygende!
Det søde med det syrlige og en dejlig mørk chokolade...
MUMS!
Eksperiment godkendt!

tirsdag den 29. oktober 2013

Lemoncurd - syrligt og lækkert!

Nogle gange bliver man fristet! Først ser man et engelsk madprogram omtale noget, som ser lidt lækker ud! Så ser man en blog, to blog og ja, tre blogs (okay, når man søger...) har opskrifter på den opskrift... Hvad gør man så? Man venter... Indtil man pludselig kan købe 6 økologiske citroner til halv pris!

Men hvad skal man så vælge for en opskrift? Fremgangsmåden er den samme... Men mængderne vidt forskellige! Man laver en klar matematisk beregning og prøver sig derudover frem!

Mine tre udgangspunkter: Valdemarsro, Kvalimad og Himmelske Kager!

- og her er min opskrift så:

Ingredienser

  • Saften fra 6 citroner
  • Skallen fra 3 citroner (husk at det skal være økologiske)
  • 4 æggeblommer (Jeg bruger past. - dvs. 2 bægere -, da jeg hellere vil være helt sikker på at de ikke fejler noget.)
  • 4,5 æggehvide (Igen past. og det svarer til 3 bægere!)
  • 300 g. sukker
  • 150-175 g smør (afhænger af konsistensen)

Vejledning

  1. Riv skallen af tre citroner (ikke det hvide)
  2. Rul citronerne med et let pres (så får man åbenbart mere saft..? - har nogen engang bildt mig ind), skær dem over og pres saften ud.
  3. Hæld skallen i gryden sammen med den siede saft (jeps, si den først) - brug mellemvarme (3 ud af 6)
  4. Tilsæt æg og sukker til gryden og pisk godt - det må ikke koge!
  5. Tilsæt stille og roligt smør - lad det arbejde lidt før du giver den mere.
  6. Når den bliver sådan lidt tyk i det stilles den til afkøling - hvis det bliver for tynd kan du lige varme det lidt. Ved fingertemperatur hældes det på glas eller.... (ja... eller på hvad? ;)) 

Det færdige resultat

Tjek lige denne gule farve ud!
Herhjemme er vi helt vilde med at den bliver så gul!
Det er virkelig en oplevelse at smage noget som er så syrligt og samtidig sød!
Min ynglingsmåde at spise lemoncurd på er helt klart:
Frisk bolle med smør og så lemoncurd (ikke for meget) ovenpå! MMMM!!!
Hvad jeg smurte lemoncurd ud over... Ja, det må I vente med til næste gang..
Jeg vil bare sige at Sputnikken, jeg OG Hr. X er SÅ tilfredse!

søndag den 27. oktober 2013

Flødekartofler - lækkert og cremet!

Som jeg antydede sidste gang, så skulle der kartofler på menuen! Flødekartofler! Navnet er faktisk ret misvisende i forhold til min opskrift... Men på et eller andet tidspunkt startede min mor med at lave det på denne måde... - og siden da... Ja... Så har det været min måde! Den fejler aldrig og er så fantastisk smagfuld og god!

Generelt elsker jeg flødekartofler - og jeg elsker at lave dem! Arbejdet er ikke stort, og når kartofler og hvidløg er skåret... Ja, så er det lige sådan noget Sputnikken kan være med til! Han fordeler stolt kartofler, mælk og mornaysovs... Dejligt, ikke sandt?

Ingredienser

  • 600-1000 g. kartofler
  • 1 mornaysovs
  • Mælk (efter behov)
  • 2 fed hvidløg
  • Salt

Vejledning

  1. Tænd ovnen på 200 grader
  2. Skær kartoflerne i skiver (Jeg skralder dem ikke...)
  3. Fordel dem i fadet.
  4. Snit hvidløgene i små tern og fordel dem over kartoflerne
  5. Drys lidt salt på
  6. Fordel mornaysovsen over kartoflerne
  7. Tilsæt mælk efter behov (bruger normalt mindst ½ l.)
  8. Sæt i ovnen og bag ca. i 1 time. (hold øje med det og stil evt. ned på 180 grader)

Det færdige resultat


Jeg synes altså, at det ser lækkert ud!
- og det er så cremet at det er helt fantastisk!
Sputnikken er vild med det og Mr. X ligeledes... Bliver det så bedre?

fredag den 25. oktober 2013

Glaseret hamburgerryg - fordi det er så lækkert (ikke nødvendigvis gudesmukt... men.. LÆKKERT!)

Som sagt er vi i gang med at tømme fryseren. Inden vi gjorde det havde vi købt 2 kg. hamburgerryg, som jeg havde skåret i passende stykker. Ned i fryseren med dem og pludselig var der til flere aftensmader til den lille familie. Nemme aftensmader, hvor arbejdet er meget meget lidt! Det er altså en hel del værd ;)

Vi elsker hamburgerryg - det smager godt og de fleste kan lide det. Der er masser af muligheder - tilbehøret kan varieres til fra det topmoderne til det gode gammeldaws! Herhjemme er det en sikker vinder hver gang! Især når det er glaseret!

Men hvordan laver man sådan en? Jo, jeg ved ikke hvordan andre gør...
Men jeg gør sådan her:

Ingredienser

  • 1 hamburgerryg (brugte her en på ca. 500 gram - men bare den kan være i gryden!)
  • 1 øl (jeg bruger dem Hr. X er træt af)
  • Vand (så kødet er dækket til plus 2 cm)
  • 5 stk. hele peberkorn
  • 3 stk. nelliker
  • 1 stk. laubærblad.

Glasering:

  • 2-3 spsk. Sennep
  • 3-4 spsk. Brun farin

Vejledning

  1. Placer hamburgerryg i gryden.
  2. Hæld øl, vand, peberkorn, nelliker og laubærbladet i gryden.
  3. Lad det koge op og derefter simre.
  4. Tag kødet op, når kernetemperaturen når 65 grader, og placer kødet i et ildfast fad.
  5. Bland sennep og brun farin sammen.
  6. Fordel det over kødet
  7. Sæt det i ovnen i ca. 10-15 minutter på 200 grader.

Det færdige resultat


Jeg elsker simpelthen at lave sådan et stykke kød.
Det smager godt og det er så nemt at lave!
Kartoflerne? Jo det er som bare en lille appetitvækker fra mig til jer ;)

onsdag den 23. oktober 2013

Lidt lækker frokost: Old school toast

Jeg er ved at lære det der med morgenmad og frokost...! Så er det sagt! - og jeg synes godt nok det er svært at få spist frokost, når man er selv hjemme! Jeg er dog blevet bedre! Både med Frokostomeletten og nu med denne skønne Old School Toast - opskriften er fundet hos en af mine absolutte ynglings livsstil- og livsnyderblogs, nemlig Valdemarsro! Har du ikke været forbi den blog - så gør dig selv en tjeneste og skynd dig at klikke ind på den! Jeg bliver altid så glad, når jeg læser hendes indlæg og jeg får så meget overskud af det!

Får længe siden sendte hun opskriften på Old school toasten ud, og for søren mand! Den er altså god! Jeg er jo så slet ikke vokset op med den toast - nej, her har det heddet den normale "To skiver toastbrød med skinke, ketchup og ost mellem - og ind i en toastmaskine!" - så her det ikke en "fra de gode gamle dage", men en fantastisk god nyhed!

Jeg har lavet den mange gange, dog har jeg ændret lidt på opskriften, så den passer til mit køkken... Det betyder det er brød fra boksen - som er groft, men sjældent hjemmelavet (bager nemlig meget sjældent franskbrød..) - og meget kvadrisk! - og så har jeg meget sjældent krydderurter i mit køkken... Desværre! Faktisk er alle ingredienser noget, som  jeg altid har i mit hjem!

Nå, men fordi jeg har lavet min egen version, skriver jeg den lige her - men tjek nu alligevel den anden ud! Billederne er så meget bedre end hos mig!

Jeg ved godt, at osten måske er andeledes end de fleste blogs - men jeg kan lide dem, og eftersom manden ikke spiser ost, ja så skal det kunne holde i lang tid, da det ikke er så tit jeg spiser det!

Ingredienser

  • 2 grove skiver toastbrød (Bruger de skiver der er for store til en toastmaskine - men hvad de hedder...)
  • 1 trekant fra Den leende ko
  • 1 tsk. sennep
  • 1 skive skinke
  • 1 tomat i skiver
  • 2 skiver ost (bruger den normale toastost)
  • 2 strøg tørret timian

Vejledning

  1. Fordel ost-trekanten og sennep på de to bunde (½ trekant og ½ tsk sennep på hver)
  2. Placer skinken på den ene bund
  3. De skivede tomater på skinken
  4. De to skiver ost på tomaterne
  5. Timianen på osten og den sidste bund (med sennep og ost mod timianen) på timianen.
  6. I ovnen ved 200 grader i 10 minutter - hold øje med den! Den skal være lysebrun - smeltet ost - men lysebrun knasende top!

Det færdige resultat


Det er altså bare super godt!
 - så god, at jeg simpelthen har bestemt at den ikke skal laves anderledes eller om!
For jeg elsker den præcist som den er, og hvor den mætter!
Takker for inspirationen!
Det er måske en delux-modellen, men jeg elsker den!

mandag den 21. oktober 2013

Boganmeldelse: Blogbogen af Julia Lahme

Som nogen måske har hørt vandt jeg jo Julia Lahmes Blogbogen! - og det reddede da godt min dag!!

Bogen er nu læst og det er på tide med en boganmeldelse! Jeg har valgt at tage udgangspunkt i bogens genre - dvs. at hvis jeg anmelder skønhedslitteratur vurderer jeg bogen ud fra, hvad en bog inden for skønhedslitteraturen skal kunne. Læser jeg en kogebog tager jeg udgangspunkt i, hvad den kan (hvad ønsker forfatteren - lever den op til det osv.) og er den en Hands on-guide - er det, det som jeg tager udgangspunkt i, når jeg laver min anmeldelse.

Titel og forfatter:

Blogbogen af Julia Lahme

Fakta:

Antal sider: 198
Genre: Hands on-guide
Udgivet: 2013

Plot - i følge saxo.com:

"Julia Lahme, kommunikationsrådgiver, forfatter og en af Danmarks mest erfarne og populære bloggere, har skrevet Danmarks første bog om blogging. I Blogbogen fortæller hun inspirerende og personligt om alt, hvad du skal vide om blogging, hvad enten du starter helt fra scratch eller allerede har en blog, som du gerne udvikle.Interesserer du dig for bolig og design, klatring eller politik? Er du ved at starte ny virksomhed? Renovere et håndværkertilbud? Er du nybagt mor? Jobsøgende? Er du illustrator og vil gerne vise verden dine tegninger og malerier? En blog er et frirum, og du bestemmer selv, hvad du vil med den. Når du blogger, deler du med verden. Du vil opdage, hvor uendelig meget, du kan få igen: netværk, eventyr og business.Blogbogen gennemgår trin for trin, hvordan man afklarer, hvad man vil skrive om, hvordan man opretter en blog, hvordan man får det lækreste blogdesign, skriver de gode blogindlæg, får læsere og trafik på sin blog. Bogen rummer interviews med nogle af Danmarks mest spændende bloggere, der deler ud af deres tips (og fortæller om deres fejltagelser) om alt fra, hvordan man finder sin genre som blogger, hvordan man finder en blog/life-balance, og om hvordan man kan udvikle blogging til en business."

Anmeldelse:

Hvad synes jeg så om den? Jeg er ret glad for den! Hr. X tog mig flere gange i at sidde med bogen i hånden og stirre ud i rummet. Efter et par gange konfronterede han mig med det med et "Er den så kedelig??" - og dertil måtte jeg jo så sige "Nej, men jeg tænker lige, hvad jeg egentlig gør på min blog...?" - og er det egentlig ikke det, som bogen handler om? At blive udfordret til at tage fat i ens blog og overveje, hvad man egentlig tænkte dengang? Er det stadig det jeg vil? osv... Jeg blev ret skræmt over hele copyright-afsnittet med billeder osv. For jo, jeg tager da selv mine billeder (hvilket skulle være den sikrets vej), men jeg har ærligt ikke engang overvejet at tage egne billeder af mine bøger! Måske man skulle til det? Jeg ved det ikke...

Jeg kan godt se bogen fungerer som en "Hvordan gør jeg nu lige det?" eller "Hvad er vigtigt her?"-bog, som kan bruges som et opslagsværk. - og jeg tror måske, at den har nogle vigtige pointer, som er sunde at tænke over: Hvad er det egentlig jeg vil - hvad er meningen egentlig med det jeg skriver!

Samtidig sidder bogen også dig/jer - læseren/læserne - i fokus - og jeg blev nysgerrig! Så måske der kommer et indlæg på et tidspunkt om det! For jeg vil faktisk rigtig gerne vide, hvad du/I synes om bloggen - hvad der er godt, skidt osv. Hvad der gør at I vender tilbage til min blog - til min verden! Jeg er dyb taknemmelig for det - og det er en enorm drivkraft! (Elsker simpelthen, når nogen ex. kommenterer på mine indslag! Det betyder SÅ meget!)

Bogen er skrevet i det sprog, som jeg synes kendetegner Julia Lahme. Et åbent og friskt sprog, som er letlæseligt og som er ligetil. Bogen er nem at læse og sproget lægger ikke barrierer for ens læsning. Tværtimod opildner den en til at læse videre - og når man stopper op, så er det pga. indholdet og ikke sproget. Præcist, sådan som jeg gerne vil have de bøger jeg læser er. (Jo jo, sproget behøver ikke være det, men der skal være en mening med det, hvis sproget sætter barrierer - ex. ved at selve ordene leger med forståelsen af teksten.)

Karakter:

4 ud af 5!

lørdag den 19. oktober 2013

Mormormad: Rullesteg med lækre sager, bl.a. hjemmelavet tørrede tomater

Vi er igang med projekt "Tøm fryseren!". - og hold da op en omgang! Har efterhånden brugt lang tid med hovedet nede i fryseren - og det er godt nok koldt!!

Men på min opdagelsesrejse rundt i fryseren (Jeg gentager: Det er KOLDT!) fandt jeg bl.a. en RULLESTEG! Op kom den og så skulle der lige læses lidt rundt på blogs (der findes forbavsende lidt), på opskrifterssider på nettet (ikke videre inspirerende) og til sidst konsulterede jeg den kære frk. Jensen...  Men den lød slet ikke som det vi havde lyst til... Så hvad gør man? Man tager principperne og så går man ellers i gang med at eksperimentere!

Jeg besluttede mig for at bruge min hjemmelavede tørrede tomater - og så en masse løg!

(Hvor er der egentligt meget fedt på sådan en rullesteg!)

Ingredienser

  • 1 stk. rullesteg (tror den var ca. på 2 kg)
  • ½ glas hjemmelavede tørrede tomater (ellers kan der bruges olie, tomater, timian, salt og peber i stedet)
  • 2 løg
  • Salt og peber
I fadet til sovs:
  • Vand
  • 2 Gulerødder
  • 1 æble
  • 1 bladselleristang
  • 2 fed hvidløg

Vejledning

  1. Rul stegen ud og lad det hvile lidt.
  2. Drys salt og peber over
  3. Hak løgene og drys dem over den ene ende af rullestegen.
  4. Fordel de hjemmelavede hakkede tomater over løgene
  5. Rul rullestegen stramt sammen og bind den.
  6. Lad den hvile lidt i et par timer (her blev tiden brugt på en lille hurtig shoppingtur)
  7. Læg den i et fad med samlingen ned ad
  8. Fordel tingene til sovsen over hele fadet.
  9. Drys lidt salt på
  10. Sæt den i ovnen ved 125 grader i 3-4 timer (Heller for længe end for kort)
  11. Sluk ovnen og lad kødet hvile.
  12. Tag grøntsagerne og væsken fra i en gryde (så har du til en rigtig god sovs)
  13. Steg ved 225 grader i 15-30 minutter.
  14. Fjern snoren og server!

Det færdige resultat


Den ser da lidt lækker ud, ik?
- og sammen med sovsen.. Hold da fast en god smag!
PRØV PRØV PRØV!

onsdag den 16. oktober 2013

Max. 20: Fettuccine i tomat og skinke-sovs


Som I kan se har jeg lavet en ny etikette: Max. 20!

- og hvorfor så det? Jo, nogle dage er det bare rart at have hurtige opskrifter! Mange hverdagsopskrifter tager ca. 30 minutter - og det er jo ikke vildt lang tid,  men... især på mødedage bliver det alligevel sent og de dage vil jeg egentlig gerne bruge den ekstra tid sammen med Sputnikken end lave mad - for han skal jo stadig i seng til normal tid! De dage er jo også de dage, hvor overskuddet netop ikke er til det store - og så er det dejligt med opskrifter, som lover "Max. 20 minutter, så spiser du! - og du skal næsten ikke gøre noget!" - doven? Måske - men meget praktisk!

Fælles for opskriften fra sidste gang og nu denne er, at det der tager længst tid faktisk er at vandet skal koge! Har du den der kogende vandhane eller bruger du det gamle trick med elkedlen - ja, så kan du nok sagtens nå det på 10 minutter!

Retten blev ret lækker og jeg er faldet lidt for det "friske" pasta! (Mr. X nægter simpelthen at det er frisk, når det er kommet fra en pakke....)

Ingredienser

  • 250 g fettuccine
  • Salt
  • Lidt olie
  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 pk. skinke i tern
  • 1 ds. hakket tomat
  • ½ dl mornaysovs
  • Mælk
  • Peber

Vejledning

  1. Sæt vandet over og tilsæt salt og pasta, når vandet koger
  2. Hak løg og hvidløg fint
  3. Varm lidt olie i panden og steg løg og hvidløg i panden.
  4. Tilsæt skinken og lad det hele stege lidt.
  5. Tilsæt de hakkede tomater og lad det simre ind til en tyk sovs.
  6. Tilsæt mornaysovs og rør godt
  7. Tilsæt lidt mælk og lad det blive til en tyk og cremet sovs
  8. Smag til med peber
  9. Vend det færdig kogte pasta i panden og rør godt i panden, så det hele bliver dækket af sovs. Er sovsen for tyk, kan du tage vand fra pastagryden.

Det færdige resultat

Det er så simpelt og alligevel godt!
En rigtig hurtig Max. 20-ret!
Sputnikken og Mr. X var vilde med den
- så godkendt blev den!

mandag den 14. oktober 2013

Boganmeldelse: I hemmelig tjeneste af Daniel Silva

Så er det på tide med en bog mere! Igen igen en Daniel Silva-bog med hovedpersonen Gabriel Allon!

Titel og forfatter:

I hemmelig tjeneste af Daniel Silva

Fakta:

Antal sider: 314
Genre: Spænding
Udgivet: 2009

Plot - i følge saxo.com:

I flere år har Gabriel Allon, den israelske hemmelige agent, været forment indrejse i en række europæiske lande. Ikke fordi de operationer mod international terrorisme, han fra tid til anden har ledet, ikke samtidig har været i hele verdens interesse, men fordi Allon og hans efterretningshold har for vane at efterlade sig mange døde i deres kølvand med efterfølgende ubehagelig nyfigenhed fra pressens side til følge. Men så en dag kidnappes den amerikanske ambassadørs datter i London, og sagen har tråde til en anden sag, som Allon arbejder på: en sprængfarlig sag, der vil true verdensfreden, hvis den får lov at udvikle sig. Pludselig er Allon velkommen i England, i Holland – og i Danmark – og disse landes efterretningsvæsener står i kø for at yde ham assistance. I dybeste hemmelighed, naturligvis. Jagten på den kidnappede ambassadørdatter fører Allon rundt i det nordlige Europa til en foreløbig kulmination i Nordjylland, hvor det for første gang går op for ham, at kidnapperne elegant har trukket ham rundt ved næsen, mens de planlagde deres næste træk: at sætte Mellemøsten i brand.

Anmeldelse:

Jeg er vild med denne bog - så let kan det siges! Jeg er vild med at jeg kommer til Danmark, jeg er vild med at jeg skal overveje, hvornår målet helligere midlet - og jeg er vild med at jeg bliver udfordret! Jeg hader inderligt, at han rammer så plet med sin analyse af verden, dens reaktionsmønstre og dens handlinger - for man bliver lidt kynisk af det! - men det er jo ikke hans skyld og jeg synes det er fedt, at bogen på den måde har dyb relevans og virkelig tager udgangspunkt i den verden vi lever i - samtidig med at den intet har med ens liv at gøre. Jeg er vild med den passion, som man finder i bogen og jeg er vild med skrivestilen! Handlingen er sååå god, personkartoteket er fantastisk og jeg elsker at vende tilbage til bogen igen og igen og igen og...

Behøver jeg sige andet end: Er du til samfundsrelevans med stærke historiske - ikke nødvendigvis politisk korrekte - tråde set fra en anden vinkel end den medierne normalt viser? Er du til spænding i høj fart på den mest sindsoprivende måde? Er du til kærlighedshistorier, hvor det ikke bare er rosenrødt? Så tjek bogen ud! Heller i går end i morgen!

Karakter:

5 ud af 5!

lørdag den 12. oktober 2013

Cottage pie ala Sasibe - lækker efterårsmad og husmandskost!

Nogle gange bliver man inspireret af en kogebog, andre gange af blogs og andre gange igen er det måske fjernsynet! For lang tid siden så jeg Hairy Bikers - dem der kender dem ved, at de laver rigtig meget comfort-food og sådan rigtig lækker lidt gammeldags mad - lidt ala mormormad - english style! Den ene gang lavede de så hver deres version af en pie... Shepards pie og cottage pie. Forskellen? Jo, Shepards Pie er med lam - og det har jeg kun i bøf-form - og cottage pie er med oksekød.... Jeg syntes godt nok det så lækkert ud - som et varmt knus! Siden da har jeg tænkt rigtig længe over de pies... - og nu skulle det være! Så efter at have søgt en masse forskellige opskrifter - dansk og engelsk, nåede jeg frem til min udgave!

 - og det blev SÅÅÅÅ lækkert!

Ingredienser

Kartoffelmos

  • 600 g. kartofler (gerne nogle som egner sig til mos eller ovn)
  • 50 g. smør
  • 1-2 dl. mælk
  • Salt og peber

Kødsovsen

  • 2 spsk. olie
  • 2 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 500 g. oksekød i strimler
  • 3 spsk. mel
  • 4 gulerødder
  • 2 stænger bladselleri
  • 1 ds. tomatpure
  • 3 spsk. Worchestershire sauce
  • 2 tsk. tørret timian
  • 2 tsk. tørret rosmarin
  • 1 boullionterning
  • 3 dl. rødvin
  • 500 dl. vand
  • Salt og peber

Vejledning

Kartoffelmos

  1. Kog kartoflerne rigtig møre.
  2. Hæld vandet fra og pisk med en elpisker (det er bare så meget hurtigere og lettere!)
  3. Tilsæt smør og mælk lidt efter lidt, indtil mosen har den rigtige konsistens.
  4. Smag til med salt og peber

Kødsovs

  1. Hæld mel i en skål og vend oksekødet i melet, så alt bliver dækket.
  2. Varm olie på sauterpanden (eller gryde eller høj pande)
  3. Skær løgene og hvidløgene i tern (behøver ikke være fint)
  4. Hæld dem i panden og lad dem stege lidt - de skal være "gennemsigtige"
  5. Tilsæt det melede oksekød og lad det stege med.
  6. Skær gulerødder og bladselleri i tern og tilsæt i panden, når oksekødet er brunet.
  7. Brænd tomatpuren af i panden og rør det hele godt sammen. 
  8. Tilsæt Worchestershire sauce, timian og rosmarin - rør godt rundt.
  9. Tilsæt boullionterningen - rør godt rundt - og tilsæt så vin og vand.
  10. Lad det koge op og lad det så simrer i et godt stykke tid - mindst 1 time gerne meget mere. Her gælder reglen: JO LÆNGERE JO BEDRE!
  11. Smag til med salt og peber.

Samle kød og kartoffelmos

  1. Hæld kødsovsen i en ovnfast skål (jeg bruger min glasskål, da det ser herregodt ud!).
  2. Fordel mosen over kødet - jeg sprøjter det ud, fordi: 1) Det er nemmeste, 2) Det ser godt ud og 3) Jeg øver mig i det der med at bruge en tyl og sprøjtepose!

Det færdige resultat


Ser det ikke bare godt ud? Det her er virkelig ren comfort-food!
Det er vildt tilfredsstillende at lave og hold fast det smager godt!
Manden blev simpelthen så glad, da han så maden
og jeg havde regnet med at der var til to gange aftensmad...
... men...
Det blev alt sammen spist op!
(og tjek lige den sprøjteteknik
- den er absolut ikke noget at prale af,
men det var nemt!!)

torsdag den 10. oktober 2013

Fish and chips - måske ikke den sundest måde at fisk på, men i det mindste en måde at få fisk på!

Jeg er jo igang med at lære Hr. X og Sputnikken at spise fisk! - og det går over alt forventning! Indtil videre er det dog ikke lige den sundeste slags - men det er fisk! Bl.a. har de fået panerede rødspætter med kogte kartofler og persillesovs og ja, så ønskede Hr. X sig denne ret: Fish and Chips!
Første tanke var: Det skal han selvfølgelig have! - og så nr. 2: Er det virkeligt bare en normal panering og så friturestegt? Efter lidt søgen fandt jeg frem til bl.a. Gastromands Fish and Chips og Newyorkerbyheart. Så blev det pludselig lidt mere intessant! Panering har man jo lavet mange gange, men en rigtig dej? Uhhhh! Det skulle prøves! Men hvad skal man vælge? - og hvad i alverden er en beignetdej? Jeg ved ikke engang, hvordan i alverden det skal udtales!
Jeg sidestillede de to opskrifter og fandt frem til følgende:
  1. Der skal øl i (Hr. X blev rigtig glad!)
  2. Der skal æggehvider i (past. er måske ikke nødvendigt, men det bruger jeg!)
  3. Der skal salt i! (og mel...)
  4. og ingen anden alkohol! Kunne godt finde på det, men... Nu prøvede vi uden!
Min opskrift blev så følgende:

Ingredienser

  • 500 g. lys sej (billigere end torsk, men skulle være lige så godt!)
  • 1 tsk salt
  • 250 g mel
  • 2-3 spsk. smør
  • 2 dl øl
  • 2 dl lunken vand
  • 1 bæger past. æggehvider
Andet:
  • Salt
  • 1 l. rapsolie
  • ½ citron
  • Ovnbagte kartofler
  • - og gerne ærter, hvis man husker dem... (ja.. UPS!)

Vejledning

  1. Smelt smøret i en gryde
  2. Mel og salt piskes godt sammen.
  3. Rør det smeltede smør, øl og vand godt sammen
  4. Tilsæt stille og roligt væsken til melet og rør det sammen, til det bliver en ensartet masse.
  5. Stil det i køleskabet og lad det hvile i mindste 1 time (super, så kan det laves i god tid, og man kan hygge med Sputnikken - og så bare bruge 30 minutter max. bagefter!)
  6. Tør fisken af, skære den i ok-stykker og krydder med lidt salt - lad det ligger og trække!
  7. Tør en skål (god dag til Kenwood) af med lidt eddike og pisk æggehviderne helt stive.
  8. Vend æggehviderne i den kølige dej.
  9. Fordel fiskene i skålen og lad dem stå der i, indtil olien er klar.
  10. Varm olien op i en sauterpande (jeg ejer ikke en friture, så aner ikke hvordan du gør det, men sikkert noget i samme stil!) til olien er 180 grader.
  11. Fordel noget af fisken (fyldt med dej) i panden - her kunne det være fem stykker af gangen.
  12. Lad det blive lysebrunt og vend dem så.
  13. Efterhånden som de bliver færdige (lysebrune og lidt hårde/knasende i det) placeres de på noget køkkenrulle, hvor de får lidt salt og citronsaft over sig.

Det færdige resultat


Sådan ser det ud - det er da lækkert, hva?
- og jeg kan virkelig ikke få armene ned!!


Det var så lækkert!
Det er forresten mayonnaise til - og det var SÅÅÅ godt!

tirsdag den 8. oktober 2013

Nem fettuccine carbonara ala Sasibe

Jeg er begyndt at eksperimentere lidt med hurtige og nemme retter! Retter der max. tager 30 minutter fra man går i køkkenet til man sidder ved spisebordet! Denne tog vist max. 15 minutter!

Frisk pasta, bacon og en cremet sovs... Bliver det meget bedre på en hverdagsaften? Don´t think so!

- dog vil jeg prøve med lidt løg næste gang!

Ingredienser

  • 250 g frisk fettuccine
  • 1 pk. bacon i tern
  • ½ pk. mornaysovs
  • 1 - 2 dl mælk
  • Peber

Vejledning

  1. Sæt vand over til pastaen og tilsæt lidt salt samt pasta når det koger!
  2. Steg bacon i i en gryde, sauterpande eller pande med høj kant.
  3. Når dit bacon er sprødt tilsættes mornaysovs og lad det koge sammen - ikke brænde på!
  4. Tilsæt stille og roligt mælken - det skal koge sammen til en tyk sovs!
  5. Smag til med peber - det behøver ikke salt!
  6. Hæld det færdige pasta over i sauterpanden  og bland det godt sammen! (Tilsæt evt. lidt vand fra pastagryden, hvis der er et behov)
  7. Server!!

Det færdige resultat

Uh, det smagte godt! Hr. X og Sputnikken spiste rigtig godt og det gjorde jeg også 
- og alligevel var der til frokost næste dag til mig!
We like - og det skal absolut på listen over godkendte retter!
(Har jeg mon sådan en??)

søndag den 6. oktober 2013

Benløse fugle i brun sovs - fordi Hr. X fortjente en god overraskelse!

Jeg fik lyst til at gøre Hr. X rigtig glad - så jeg fandt en opskrift han var helt vild med - og som jeg aldrig har lavet før! Nemlig Benløse fugle med brun sovs! Det gik over al forventning - med lidt hjælp fra min mor! Meget kort fortalt: JO de skal være meget meget lange! - og tak til min søde mor og far, da jeg nok ellers havde halveret stykkerne så de nærmere var 10x12,5 frem for 10x25 - og det var nok ikke gået så godt!

Jeg er dog rigtig ked af, at jeg ikke havde mulighed for at lave noget gammeldaws hvidkål... Det var virkelig savnet til denne ret! Det serverer min svigermor altid til og det er jeg åbenbart blevet meget vant til, så... Det skal laves næste gang! Men... Havde hverken fløde eller smør...

Ingredienser

  • 3 skiver kød af okseklump - eller bare 3 kødruller fra Gris og ko ;) (Jep jep, Gris og ko igen igen!)
  • 1 løg
  • 3 skiver bacon
  • Salt og peber
  • 1 tsk. smør og lidt olie
  • 2 okseboullionterninger
  • 1 l. vand
  • Mel og vand til meljævning
  • Evt. madkulør

Vejledning

  1. Rul dine kødruller ud og pres dem lidt flade
  2. Skær hurtigt løget i skiver (det er spild af tid at gøre det i tern!)
  3. Klip bacon i lidt forskellige stykker
  4. Fordel bacon og løg i den ene ende af kødstykket og krydder med lidt salt og peber.
  5. Rul fyldet stramt ind og bind stykkerne sammen eller brug en kødnål (jeg kunne kun finde EN kødnål og brugte så bare den til at holde det fast, mens jeg baksede med snoren!)
  6. Smelt olie og smør i en sauterpande eller gryde.
  7. Steg fuglene på panden - mindst to sider - gerne alle fire!
  8. Tilsæt vand og boullionterningerne
  9. Lad det simre mindst 1½ timer (i følge min mor bliver det bedre jo længere - så jeg brugte nærmere 3...)
  10. Tag fuglene op på og sæt temperaturen op, så sovsen reduceres! (det skal være SOVS ikke sauce!)
  11. Tilsæt jævningen - evt. lidt kogt kartoffelvand, hvis den bliver for tyk!


Det færdige resultat



En rigtig mormor-ret og Hr. X gik rundt med et smil på læben resten af aftenen!
Sputnikken var også ret glad - og spiste næsten en hel en! (mig? Jo, jeg klarede en ½!)
Jeg er dog rigtig ked af, at jeg ikke havde mulighed for at lave gammeldaws hvidkål til :(

fredag den 4. oktober 2013

Pistacie og pære-kage med skøn mørk chokoladeovertræk

Det her er vist det man kan kalde for en vellykket "Stop spild af mad!"-kage! Jeg havde nemlig noget mel tilbage (var ude af posen pga. de burgerboller fra flæskestegsburgerne, og så kommer det altså ikke tilbage igen - derfor det sjove tal ;)  ) og så havde jeg 5 små pærer liggende, som skulle til at bruges! - og så faldt jeg over en pose pistaciemasse! Men ikke nok med det, så havde jeg også 3 forskellige mørke chokolader, som gerne måtte bruges!

Men den bragte godt nok lykke hos Hr. X og Sputnikken! Den mørke chokolade spillede super godt sammen med den søde pistaciemasse og pærerne gav noget rigtig godt!

Ingredienser


Vejledning

  1. Pisk æg og sukker godt sammen
  2. Tilsæt mel og bagepulver i æggemassen - rør det forsigtigt sammen
  3. Tilsæt pistaciemassen til dejen og rør det i.
  4. Hæld det ud i en aflang form, som er smurt eller belagt med bagepapir
  5. Skær pærerne i strimler og placer dem spredt ud over dejen - tryk dem gerne lidt ned, så de lige er dækket af dejen.
  6. Bag kagen ved 200 grader i 40-60 minutter (hold øje med den og stil evt. på temperaturen, så den ikke bliver for mørk)
  7. Smelt chokoladen evt. i micro.
  8. Placer kagen på et fad og fordel den smeltede chokolade over kagen.

Det færdige resultat

Det her var altså lækkert!
Den er allerede blevet ønsket igen!

onsdag den 2. oktober 2013

WUHHHHUuuuuuu, gæt lige hvem der vandt Blogbogen af Julia Lahme!

Nemlig ja, jeg har vundet Blogbogen af Julia Lahme, og jeg GLÆDER mig så meget til at få fingrene i den! - Tænk engang, også lige mig der aldrig vinder noget!

- og der skal nok komme en anmeldelse bagefter ;)

 
Sådan ser bogen ud, og jeg glæder mig rigtig meget til den ankommer!
Jeg har i forvejen en af hendes andre bøger, nemlig Sandheder fra en løgner,
og jeg glæder mig til at se, om bogen her er lige så god! 
- og så kan det jo være, at der kommer nogle ændringer på min blog ;)
Kunne jo ske man lærte noget!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...