mandag den 12. februar 2018

Fastelavnsboller - lækre, fyldt med smag og børnevenlige!

Jeg har haft det med fastelavnsboller, som jeg havde det med boller... Jeg havde en dyb æresfrygt for at lave dem og havde egentlig bestemt mig for, at der var slet ikke nogen grund til at forsøge for så at ende med en bageplade fyldt med revnede ødelagde fastelavnsboller, hvor der var et rent kaos flydende rundt på pladen af fyld.. SPILD AF TID OG PENGE!

Men så sker der jo så det, som der ofte sker... Sputnikken kom en dag og spurgte, om vi ikke skulle bage sådan en portion... Han argumenterede med, at det jo snart var fastelavn, at jeg havde lovet alligevel at bage et eller andet til mine kollegaer og at det ville være SÅ HYGGELIGT at lave sammen... Så... Hvad gør man så? Jo, man undersøger en masse blogs - og hvis man er mig, så ender man ud med en blandingsfastelavnsbolle. Jeg har ladet mig inspirerer af den duftende fastelavnsboller fra Valdemarsro, hvor DEJEN også indeholder krydderier samt den lidt nemmere dej og creme fra Kinna. Jeg ønskede mig nemlig en dej, som smagte vanvittig godt, så hvis nu at de alle sammen revnede, så var smagsoplevelsen da stadig noget værd. Samtidig ønskede jeg mig et fyld, som kunne lidt forskelligt, men som stadig ikke blev for meget! Derfor var jeg lidt varm på Valdemarsros tanke med at bruge remonce, men jeg har bare brugt den remonceopskrift, som jeg normalt bruger til mine kanelsnegle. Jeg havde rigtigt meget æresfrygt overfor at lave en vaniljecreme fra bunden, og forventede ærlig talt, at det gik helt galt, så den første store jubeldans kom, da den creme var færdig! Den blev helt vild god og det var altså ganske nemt, selvom det tager tid! (Og jeg turde ikke skrue for højt op for varmen...)

Det næste var så pynten... Jeg er ikke særlig glad for glasur (hvilket mine opskrifter vist også bære præg af), til gengæld er jeg ret glad for chokolade! Sputnikken og jeg blev også enig om, at vi skulle gå all in på pynt og at det skulle være farvestrålende. Da vi altid har M&Ms liggende til bestikkelse, var vi enige om at det måtte være farvestrålende nok! Så var det så bare, at han kom til at se at vi jo havde frysetørret hindbær og guldstøv i skabet... Så... Tja... PÅ MED DET! You only live once, right?

Det er vigtig, at man sætter godt tid af til selve samlingen af bollen, da det faktisk er det sted, hvor man kan ødelægge det hele. Så lige der, skal man sørge for at dejen ikke er for tynd og at man får lukket dem ordentlig - til gengæld kan man så stå med en masse fine boller, som ikke går i stykker! (Ud af 32 havde jeg 3, som revnede, men ingen hvor samlingen gik i stykker)

Et lille tip: Det tager jo lidt tid at lave, så hvis nu man som mig ender med at skulle lave det til en masse fastelavnsudklædte børn til skolen, så kan man altså sagtens lave remonce og creme aftenen før at du laver fastelavnsbollerne. Så er det nemlig bare at lave dejen, lade den hæve, rulle ud og fylde i, hæve, bage og pynte... (det lød egentlig af meget, men er altså ret overskueligt!)

Ingredienser - 32 stk.:

Dejen

  • 250 g smør
  • 7 dl mælk
  • 2 pk. Gær
  • 7 spsk sukker
  • 7 tsk vaniljesukker
  • 2 tsk salt
  • 2 tsk kardemomme
  • 1-1,5 kg mel

Vaniljecreme

  • 6 dl mælk
  • 4 æg
  • 6 spsk sukker
  • 3 spsk vaniljesukker
  • 4 spsk maizena

Remoncen

  • 250 g marcipan
  • 250 g brun farin
  • 250 g smør
  • 2 tsk kanel
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 2 tsk kardemomme

Pynt

  • Mælkechokolade
  • M&M-chokolade
  • Frysetørret hindbær
  • Guldstøv

Vejledning:

  1. Start med at lave cremen.
    1. Hæld mælken i en gryde og lad det stille varme op (ikke for varm), mens du blander resten sammen i en skål ved siden af. Jeg bruger middelvarme.
    2. Hæld æggemassen i gryden med mælk og rør godt rundt i det. 
    3. Hold godt øje med det og rører tit rundt.
    4. Efter 15-25 minutter begynder den at blive tyk og cremet.
    5. Når du synes at den har den rette - lidt tykke - konsistens med små toppe på, sætter du den på køl.
  2. Så går vi igang med dejen.
    1. Start med at smelte smørret i en stor gryde.
    2. Tilsæt 4 dl af mælken i gryden og rør rundt
    3. Når det er ca. 34-36 grader varmt (lillefingervarm) smuldrer du gæret i og fjerner gryden fra varmen, mens du rører rundt, så gæret opløses.
    4. Tilsæt resten af mælken, sukker, vaniljesukker, salt og kardemomme i gryden, mens du rører rundt.
    5. Tilsæt nu ca. 500 g. Mel i gryden, mens du rører rundt.
    6. Tilsæt stille og roligt mere mel, mens du rører rundt. 
    7. Når ca 1 kg mel er røret i dejen, lægger du mel på bordet og hælder den meget klistrede dej ud på bordet og så skal der ÆLTES.
    8. Dejen er nem at arbejde med og når den blive dejlig blød, men stadig lidt klistreret, så skal den stilles til hævning i mindst 1 time.
  3. Mens dejen hæver, går vi igang med remoncen.
    1. Hæld alle ingredienser; marcipan, brun farin, smør, kanel, vaniljesukker og kardemomme, i en skål og pisk det godt sammen med elpiskeren. Massen skal være ensartet, men pas på ikke at overpiske det.
    2. Lad det stå, så det er klar til når vi samler fastelavnsbollerne.
  4. Så er alle delelementerne klar; nu skal vi forme!
    1. Start med at delen dejen op i 4 ca lige store dele.
    2. Rul dejen ud, så hvert stykke er 60 cm langt og 30 cm bred. Det her er faktisk det sværeste! For dejen må ikke blive for tynd, da det gør dem skrøbelige, når de bages!
    3. “Skær” dejen, så man får 8 firkanter, som er ca. 15x 15 cm.
    4. Fyld 1 spsk. Vaniljecreme og 1 spsk. Remonce på midten af hvert stykke.
    5. Så folder man de fire hjørner ind og presser dem sammen - det er her at det er vigtig, at dejen er lidt klistret, og så er det til gengæld ret nemt.
    6. Nu folder man de “nye” 4 hjørner sammen og NIPPER dejen, så bollen faktisk mister de synlige samlinger. (Jeg foreslår, at man lige kigger på Valdemarsros youtube-video.... Der viser hun hvordan man gør)
    7. Sæt bollerne til hævning i 1 time
  5. Stil ovnen på 175 grader og bag bollerne i ca. 10-15 minutter (alt efter ovn)
  6. Lad bollerne køle inden du pynter dem. Vi pyntede dem med smeltet mælkechokolade, M&Ms,  frysetørret hindbær og guldstøv. 

Det færdige resultat


De smagte simpelthen fantastisk og jeg har totaloptur over at det lykkes. Det eneste der koksede var, når jeg ved udrulningen fik gjort dejen for tynd - og alligevel gik kun 3 fastelavnsboller i stykker - og det gjorde ikke engang noget, da dejen og det resterende fyld stadig gjorde bollen til en lækker mundfuld! Opskriften blev godkendt af Hr X og begge børn samt en hel indskolingsklasse og vores kollegaere, så den skal helt sikkert laves igen!

lørdag den 6. januar 2018

Jordskokkesuppe med lækker tilbehør

I foråret var Hr. X og jeg på kærestetur. Jeg havde i julegave fået sådan en box til en overnatning med middag og vi endte med at vælge Hotel Amerika - og sikke en oplevelse! Hr. X har måske nok syntes, at det var lidt spild at køre så langt for en enkelt overnatning, men det ændrede sig godt nok! Vi gik ture i den smukke skov - med udsigt over fjorden - og spillede pool eller billiard (den med kuglerne og uden keglerne) inden vi vendte tilbage til værelset for at gøre os klar til middag - og hvilken middag? Nøj, det smagte helt fantastisk godt! Vin, mad osv... Det er helt klart køreturen på 2,5 time værd!

Vi fik bl.a. Den mest fantastiske jordskokkesuppe. Det skal siges, at min kære mand ikke er sådan helt vild med suppe... Jo... Klarsuppe, tomatsuppe, amerikansk suppe, gullaschsuppe og oksekødssuppe (4 ud af 5 er han vokset op med...). Jeg har forsøgt... Bl.a. Med den græskarsuppe jeg har her på suppen og jo, han synes den er fin, men synes nu alligevel hellere, at jeg skal bruge min tid på at lave en “almindelig” suppe i stedet for det der fancy noget... Derfor var det også noget af en overraskelse, da han efter første skefuld af jordskokkesuppen udbrød “NØJ, den er god!” - faktisk var han så vild med den, at han næste dag på vej hjem fra opholdet spurgte, om jeg da ikke synes, at vi skulle have den til aftensmad - og det fik vi så! Men først skulle jeg altså lige finde en opskrift. Igen har jeg søgt rundt og er blevet inspireret af den fantastiske Valdemarsro. Hun er min absolut go to, når jeg søger opskrifter. Hr. X gik dog efter en kopi af den fra hotellet, så ingen fisk, honning eller æbler - til gengæld kom der lidt mere fløde i samtidig og så forsøger jeg at lave en vegetarisk udgave, så mine vegetariske veninder også kan være med (samt noget crunch, som ikke er bacon... Har I gode ideer, er I meget velkommen til at sende dem videre til mig)

Men her kommer min - efterhånden meget brugte - opskrift!

Ingredienser

  • 2-3 spsk olie (jeg bruger olivenolie)
  • 1 ps økologisk jordskokker (der er 500 g, men det giver ca 350 g ren jordskokker)
  • Kartofler - samme antal gram som ren jordskokker)
  • 3 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1,5-2 tsk timian
  • 1 stor spsk Herbamare urteboullion
  • 1 l. Vand
  • 2-3 dl. Fløde
  • 1/2 tsk muskatnød
  • Salt og peber (pas godt på med ikke at salte for meget)
Tilbehør:
  • 2 pk. Bacon i tern
  • 2 grove flutes
  • Lidt urteolie til at pynte med (olivenolie med basilikum, persille og hvidløg)
Jeg er som sagt ved at udvikle en vegetarisk crunch

Vejledning

  1. Hæld olie i gryden - bunden skal lige være dækket.
  2. Skræl jordskokker og kartofler
  3. Skær jordskokker, kartofler og løg i tern - det er fint med grove/store tern, da det hele alligevel skal blendes senere...
  4. Skralden af hvidløget og knus hvidløget
  5. Bland jordskokker, kartofler, løg, hvidløg og timian sammen og hæld det i gryden
  6. Sauter grydens indhold i 5-10 minutter ved middelvarme - det skal blive lidt blødt, men ikke tage farve.
  7. Tilsæt boullion og herbamare og give det et opkog.
  8. Lad det koge i 20-25 minutter.
  9. Det er nu, at du placerer bacon på en tør pande og lader det stege sig sprødt.
  10. Efter 20-25 minutter (grøntsagerne må gerne være lidt bløde i det)  stavblender (har man ikke sådan en, kan man bruge en blender eller en foodprocessoren) man, så der ingen klumper er i
  11. Tilsæt fløden og rør godt rundt.
  12. Smag til med muskatnød, salt og peber - og lad suppen reducer ind, så den får den tykkelse, som du godt kan lide - herhjemme giver vi den mindst 30 minutter nu... og gerne mere...
  13. Husk at holde øje med bacon og at smide flutes ind i ovnen 5 minutters tid før I spiser
  14. Anret den første tallerken - det gør det lige lidt mere smukt!

Det færdige resultat


Det her er en af ungernes yndlingsretter - de elsker den virkelig - og det synes Hr. X og jeg er skønt! Så tak til Hotel Amerika, for at bringe den ind i vores liv! (Dette opslag er forresten IKKE sponsoreret!)


  

tirsdag den 2. januar 2018

Bananpandekager - findes sundere, men de her er LÆKRE!





Ingredienser - ca. 36 stk.

  • 2 modne bananer (er de ikke helt modne nok tilsætter jeg 1 spsk sukker pr. banan)
  • 3 æg
  • 1 dl havregryn
  • 1 dl fuldkornsmel
  • ½ tsk salt
  • 2 tsk vaniljesukker
  • evt. smør eller olie til stegning (men det kan altså undværes)

Vejledning

  1. Mos bananerne godt - det er her, at du undgår at få klumper i dejen
  2. Tilsæt resten af ingredienserne og rør godt sammen, indtil du har en ensartet dej
  3. Opvarm panden - tør, med smør eller med olie - den skal være middelvarm for det bedste resultat (lysebrun og gennemstegt - er temperaturen for høj ender de med at blive sorte)
  4. Jeg bruger 1 spsk dej til en pandekage og kan have 7 på min pandekagepanden (hvis din dej er ensartet bliver de fine og runde)
  5. Så er det bare at bage: Når du kan vende pandekagen uden besvær, vender du den og lader dem blive der indtil den er færdig - ikke noget med at vende og vende og vende og vende og...
  6. Server med lige det du har lyst til! (Her bliver de spist uden noget, med Nutella, lemoncurd, kokospålæg, honning, is, bær... og meget mere)

Det færdige resultat



De kan uden problemer fryses - og er portionen for stor, så kan den også sagtens halveres!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...