Normalt - når vi spiser tortillas - så er det altid med oksekød... Vi har aldrig nogensinde prøvet andet -- før! Til gengæld har jeg mange gange set små film fra youtube, hvor de laver det med kylling og det ser så nemt og lækkert ud. Farvestrålende! SÅ LÆKKERT!
Så jeg stod i det lokale supermarked og tænkte: NU skal det være. Kyllingbrysterne var i fryserne og så skulle jeg da bare have resten... Men... SÅ let blev det ikke! Alle de fine videoer var pist forsvundet... Ikke en kunne jeg finde, så nu måtte hjernen i gang! Jeg var helt sikker på, at der skulle forskellige farver peberfrugter i og et løg... Så var der noget med nogle krydderier, men hej, det finder jeg da ud af hjemme...! Hvor svært kan det lige være? Som sagt: Det blev købt sammen med tortillas, creme fraice og ja færdiglavet guacamole - og så hjem!
Hjemme i køkkenet lykkes det stadig ikke at finde en opskrift, så nu måtte hjernen igen i gang!Ud fra det jeg huskede fra videoerne, var der noget med olie, paprika, salt og en ting mere... Efter lidt undersøgelser kom jeg frem til at mexicansk mad åbenbart ofte indeholder spidskommen, så det brugte jeg! SUPER godt valg! Så var der noget med en citrusfrugt... Her brugte jeg udelukkelsesmetoden - herhjemme har vi lige nu kun citron. Sååå det blev til citron! - og så kom jeg frem til at der var behov for honning eller sukker, for at give en rund smag i forhold til citronen (aner ikke hvorfor jeg fik tanken, men det gav mening!) Eftersom vi har en lilleput herhjemme blev det selvfølgelig med sukker og uden honning, som det anbefales.
Undervejs kom jeg til at tænke på, at koriander også var noget som stod i mange mexicanske opskrifter... Så... Hvorfor ikke eksperimentere lidt mere?
Sæt i gang!
Ingredienser: (til 1 pakke tortillas)
- 300 g kyllingbryst
- 4 blandende peberfrugt (jeg bruger 2 røde, 1 gul og 1 grøn)
- 1 løg
- Saften fra ½ citron
- Olie
- 2 tsk. paprika
- 1 tsk. salt
- 1 tsk. spidskommen
- 1 tsk. koriander
- 2 tsk. sukker
Tilbehør:
- 1 pk. tortillas
- Guacamole
- Creme fraice
- Revet ost
- Salsa
- Jalapenos (Til manden - han er ikke rigtigt klog... Det er så stærkt!
- Nachos
Vejledning:
- Stegesoen frem!
- Olie i stegesoen - så der næsten ligger et tyndt lag over hele bunden
- Tilsæt alle krydderierne: Paprika, salt, spidskommen og korinader i stegesoen og rør godt rundt
- Skær kylling, peberfrugter og løg i tynde skiver/strimler
- Hæld de tynde skiver/strimler i stegesoen og rør godt rundt!
- Tilsæt citronsaften - rør godt rundt!
- Tilsæt sukker og rør godt rundt!¨
- Låg på og i ovnen ind ved 150 grader i op til 2 timer - den fik halvanden time herhjemme og de var saftig og god!
- I mens det var i ovnen, gjorde jeg resten klar: Nachos efter de forskelliges smag - en med jalapenos, en med ost og en med ingenting, en skål med revet ost, en skål med creme fraice, en skål med salsa og en med guacamole.
- 10 minutter før servering kom stegesoen ud og nachos ind - og 2 minutter før kom den åbne tortillaspakke i microbølgeovnen.
Det færdige resultat:
Det her blev helt latterligt godt! Store som små var vilde med det! - og jeg elsker altså så nemme retter!